Birkely ved Sortsø Skanse

topbanner historie
sortsoe

Sortsø var ikke en sø

Navnet ‘Sortsø’ henviser ikke til en sø, men til et tidligere vådområde – et såkaldt nor – der lå i området. Omkring 1839 blev en del af Sortsø Nor inddæmmet til landbrug med en jorddæmning og en sluse, så markerne kunne beskyttes mod oversvømmelser. Spor af både kanal og dæmning kan stadig anes i landskabet.

Sommerhusområdet Sortsø Skanse består af 123 grunde, der ligger mellem Sortsø Fredskov og Grønsund, det smalle farvand, der adskiller Falster fra Bogø.

Sommerhuset Birkely er kendt i området for sin gode, solrige placering. Her kan man nyde den allerbedste aftensol, så vi håber, at du får glæde af mange dejlige solnedgange under dit ophold.

img 5929

Fortiden omkring os

Sortsø Fredskov, der ligger lige op til sommerhusområdet, gemmer på mere end bare smuk natur. Dybt mellem træerne finder du gamle gravhøje, der vidner om liv og død for tusinder af år siden.

Allerede i bondestenalderen for over 5.000 år siden rejste områdets mennesker imponerende langhøje med store sten omkring gravkamre. Senere, i bronzealderen, blev der bygget rundhøje, hvor urner og gravgaver blev gemt i jord og under sten.

Hvis du har lyst til en lille jagt på fortiden, kan du følge stien ind i skoven i retning mod sundet. Gå videre med vandet på højre side, og 100 meter før shelterpladsen drejer du til venstre ind i skoven – der er en lille næsten utydelig sti – og og her, midt i skovens ro, dukker den pludselig op: en imponerende forhistorisk langhøj fra bondestenalderen.

Den er over 40 meter lang og flankeret af solide randsten. Stå et øjeblik og mærk stemningen – vi oplever ofte med en lille kuldegysen, at skovens lyde og bladenes raslen får luften til at sitre lidt magisk netop her.

søkort

Forsvarsværket, der aldrig blev brug for

Går du ud af Birkelys lille havelåge og videre til venstre ad stien mod vandet – af de lokale kaldet Kærlighedsstien – så kan du til venstre i den sidste have ned mod vandet se en forhøjning. Det er resterne af en gammel militær skanse, hvor kanoner har stået opstillet. Den har givet navn til området, Sortsø Skanse.

Det smalle farvand ud for Sortsø Skanse har i århundreder været en vigtig passage for handelsskibe i Østersøen. Allerede i middelalderen sejlede de magtfulde købmænd fra de nordtyske hansestæder – hanseaterne – gennem sundet. Deres handelsskibe dominerede Østersøen, og de var ikke altid lige populære gæster. I dag er vi naturligvis glade for vores tyske besøgende, men dengang var forholdet mere anspændt.

For at beskytte kysten og kontrollere skibstrafikken blev der senere i 1600-tallet – under de mange krige med Sverige – anlagt flere militære skanser langs Grønsund. De lå altid parvis på hver side af sundet, så man med kanoner kunne beherske farvandet.

Sortsø Skanse dannede par med skansen ved Vesterskov på Bogø-siden (øen over for Sortsø Skanse), og sammen skulle de to militære anlæg forsvare det nordlige sejlløb – det ekstra smalle stykke af Grønsund med det dramatiske navn Sortsø Gab. Navnet hentyder til det 20-30 meter dybe vand, som den kraftige strøm har gravet ud i bunden gennem århundreder.

Under Englandskrigene (1801-1814) blev Sortsø Skanse udvidet med et større anlæg, som var planlagt til otte kanoner. Fjenden dukkede dog heldigvis aldrig op, og kanonerne blev derfor aldrig testet for alvor.

I dag er der kun svage spor tilbage i landskabet, men stedet minder os stadig om en tid, hvor Nordfalsters kyster var en vigtig brik i Danmarks forsvar – og hvor et stille sommerhusområde engang var en strategisk frontlinje.

img 2161

Fra fiskerhjem til ferieminder

I 1910 blev Sortsø Badehotel opført som tilbygning til fiskeren Jens Adamsens hus – flankeret af en skovpavillon og et stråtækt ishus i skovbrynet. I 1935 overtog Helga og Peter Christiansen (”Åle-Peter”) driften, og stedet blomstrede som badehotel. 

Her er afholdt mange fester og ungdomsballer. I 1960 blev der tilføjet restaurant og campingfaciliteter, men allerede i 1967 lukkede hotellet. 

Senere blev bygningen ombygget til lejligheder, og i dag fremstår hotellet restaureret – stadig med sin oprindelige charme, men blidt omformet til nutidig brug.